Hakning!
Den søde krammepanda må endnu en gang se sig slået af et andet projekt (til mit forsvar skal det siges at den er rigtig stor i forhold til hvad jeg ellers har lavet - alene hovedet er på størrelse med pingvinerne!). Denne gang er det fordi kæresten mumlende kommenterede om ikke snart jeg lavede noget der var til ham. Til det kunne jeg jo kun sige, "selvfølgelig, hvad skal det være?". Det kunne han ikke svare på, så måtte selv sætte de små grå i gang. Jeg faldt tilfældigt over denne fine lomme til en tablet, med logoet fra Doctor Who.
Men ak! Der var ikke nogen opskrift! Og vores tablet er også noget større end en Ipad mini! What to do?! Først forsøgte jeg et par stykker af de hæklehjemmesider der har en smart billede til opskrift konverter, men det blev noget rod og overhovedet ikke pænt. Jeg gik derfor i gang med ternet papir og nærstuderede både LutterIdyls billede og Doctor Who logo fundet på nettet.
Men nu skal det jo ikke være nemt, så jeg besluttede mig at sådan en sleve ville blive perfekt hvis det blev lavet med Tunesisk hækling (som også kaldes hakning)! Det kræver jo i første omgang indkøb af hvad der føles som en KÆMPE hæklenål og så er det bare at øve og øve. Fik lavet noget værre kludder de første mange gange, hvilket jeg vil forskåne jeg for billeder af. Et lille tip jeg fik af min mor var at slå luftmaskerne op på en almindelig hæklenål der er et nummer større (Hakkenål 4mm og hæklenål 5mm) - det virker super!
Når nu ikke man har en opskrift så er det også svært at vide hvor mange masker der skal slås op for at det passer til en 10" tablet. Jeg endte efter adskillige forsøg med 37. Jeg håber bare at der kommer til at være rækker nok til at mønsteret kan være der. Nu er jeg halvvejs med bagsiden og både frygter og ser frem til at skulle lære at lave mønsteret!
Kommentarer
Send en kommentar