Airth Highland Games

Efter en hektisk uge på arbejde (er ved at blive klar til at kunne tage på ferie med kæreste lige om snart!!) tog jeg sammen med Line til Airth Highland Games. Line skulle hjem til dk søndag så det var afslutningen på hendes research-ophold og hvilken afslutning var det ikke lige. Noget mere skotsk end Highland Games kan man nærmest ikke finde. Der skulle være både dans, hammerkast, løb og meget mere.

 Det 143ne Airth Highland Games havde i år den ære at være vært ved "British Open Professional Championship Highland Dancing Championship". Der var piger (kun en ganske lille håndfuld drenge) i alle aldre der dansede Highland Dance i forskellige varianter som fx fling og sword (sword var nærmest den samme dans som før men bare over et "sværd" og skede lagt over kors på jorden, hvor de så skulle danse rundt om det). Der var så mange danse konkurrencer hele dagen i forskellige danse, sværhedsgrader og aldre at de var nødt til at have hele fire dommertelte som kunne dømme på hver af de fire hjørner af scenen!

Der var en lille parade hvor byens spidser, inklusiv den rige mand der ejer Airth Castle (Spa Hotel) som er dette års Cheiftain (jeg ved ikke helt hvad denne titel går ud på, men han må være hovedsponsor og vist byens mister good guy der fx har samlet penge ind til velgørenhed ved at deltage i et 450km cykelløb i Vietnam og som er venner med Hilton familien)

Med i optoget var selvfølgelig det lokale sækkepibeband (Alloa and Bowmar Pipe band) hvor vi spottede denne senior på stortromme mellem nogle lidt yngre medlemmer :)

Første disciplin i den del der hed "Heavy Events Competition" var kuglestød og alle deltagerne havde kilt på!

 Og den lille piruette man laver giver godt med sus i skørterne :)

Nogen mere end andre. Vi så ingen "rigtige" skotter under konkurrencerne ;)

De næste discipliner var kuglestød med tunger kugle efterfugt af kast med kugle i kæde (billederne ligner ovenstående). Dernæst var det kast af vægt over barre. Det var ret sejt! Jeg synes det er lidt vildt at de står og kigger op om vægten kommer over! Jeg ville nok have skyndt mig væk inden den kom ned igen...

Det meste af dagen svingede vejret mellem skarp sol og gråt med regn. Dette stoppede ikke deltagerne før det pludselig stod ned i stænger og tordnede. Alle krøb i læ under hvad der nu lige var tilgængeligt.

 Men så snart det stilnede af begyndte det hele igen på ny. Barren sneg sig stille længere og længere op (tjek selv i forhold til flagene på det forrige billede).

Der var hele tiden sideløbende konkurrencer rundt om på banen af både sprint, løb og cykelløb. Her er det en kort sprint der kom susende forbi

Men så begyndte hammerkast! Hvilket er ret så imponerende. Deres skuldre må nærmest havde været ved at gå af led! Inden de startede hamrede de sig fast i græsset (nogle spidse plader/spydspidser der var sat fast under skoene) for at kunne stå fast under svingeriet

Men det er selvfølgelig ikke altid at græsset kan holde. Ham her snublede sammen med sit kast (hammeren er i luften!)

 Hammerkast giver også sus i skørterne. Måske er det oprindeligt for både at vise hvor stærke de er og samtidigt hvad de gemmer under kilten at de har dem på til disse konkurrencer, hvem ved....

Disse sprintere (mener det var 200m) så meget meget koncentreret ud da de kom forbi

Hammerkast fortsatte med tungere hammer og blev ved i en lille uendelighed, så vi gik en tur rund for at se hvad der ellers skete. Danserne havde skiftet tøj adskillige gange til de forskellige danse. Men det der fangede øjet her var ikke at der var en sjælden mandlig danser, men derimod det at han dansede rundt med en stor pibe i hånden!

Henne ved målstregen for 3200 m løbet blev der givet alt hvad der var at give af energi. Faktisk så meget at flere af løberne bare faldt om når de nåede mål!

Der blev også tid til et lille billede mens hammerkast fortsatte. Vi gik bare og ventede på at de skulle i gang med den disciplin vi var mest spændt på: pæle-kast

Men vi ventede var der en lille konkurrence som var åben for alle: Løft af "The Smiddy Stane". Alle deltagere fik et glas whisky for deltagelse og den som kunne bære den længst vandt en hel flaske. Manden på billedet var faktisk vinderen

Endelig langt om længe gik de i gang med at kaste de store pæle!!! Vi kendte ikke reglerne og var godt forvirret da dommeren efter de første par kast råbte et antal grader og lige da vi troede vi havde forstået at det var noget med vinkler råbte han noget med minutter..
 Efterhånden kom vi dog frem til at de skulle bære pælen for så at kaste den frem så toppen ramte i jorden og tippede over. De fleste nåede ikke at få den til at tippe hele vejen, men fik pælen op på en 80 grader.

Herefter var det slut for os da vi ikke var interesseret i at se hvem der fik hvilket pokaler. Så vi tog turen tilbage til Glasgow hvor vi fandt os en pizza og fik sagt farvel og på gensyn om nogle måneder :)

Det har været rigtig dejligt at have en at tage ud og lege turist og opleve Skotland sammen med så jeg kommer helt sikkert til at savne Line. Men nok ikke lige med det første da min kæreste jo kommer på lørdag!!!!!!! Hvilket jeg glæder mig helt usigeligt til!!!!

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Hæklet molekyle!!!

Hæklet taske